7 uger gamle

Så er der kun en uge til de små hvalpe skal hjemmefra, ak ja. Men det er også ved at være svært at følge med, der skal snart en individuel træning til for at stimulere de små hoveder. De vågne perioder er ved at være flere timer lange, og der er så meget fart på, at man bliver totalt rundtosset. Når vejret er godt er der ikke mange uheld inde, men til gengæld er det helt umuligt at få hvalpene til at lave noget udenfor, når det regner. Vi er begyndt at give hvalpene halsbånd på, men kun i kortere perioder, for de bliver skæve i hele kroppen, så ubehageligt er det åbenbart. De får efterhånden al deres foder som tørre piller, og det spises med stort velbehag. Vi har fået chipmærket hvalpene, og dermed ligger navnene nu fast, se i billederne hvem der hedder hvad.